13. marts 2010
Kent er for fede. Det eneste der manglede var at de spillede Svarte linjer og Ensamheten i forlængelse af Dom andra. På det tidspunkt var kents skifte fra guitarmelankoli til elektropop alligevel fuldendt og så kunne de lige så godt køre linjen ud med disse 2 fantastiske (elektroniske) numre fra Röd.
Jeg elsker Hagnesta Hill fra 1999. Det cementerer kent som melankoliens mestre, men overraskende nok var de dårligste numre til koncerten faktisk Kävlarsjäl sammen med Music Non Stop (og så den mærkelige single På drift?).
Alt i alt må man sige at kents rejse fra guitar/piano/mundharpe-melankoli til elektropop er fuldendt, og at de mestrer begge genrer til perfektion. Det der kæder det hele sammen er Jockes talent for at skrive fængende melodier, og tekster, som man ikke fatter.
Godt gået :-)