Tirsdag
Ankom efter en cykeltur fra Hvidovre til Jernbanegade. Det var godt vejr, så det tog knap 1,5 time i let medvind. Lau og Sarah var ankommet så det blev en festlig aften, hvor vi åbnede for Laus session IPA, der var en heftig, bitter og grumset omgang, selvom den kun har fået whirlpoolhumle.

Onsdag
Her er den totale spilleplan:
Den varmeste dag i år på festivalen. Derfor tog jeg det nye banansuit på som passede perfekt til dagen. En tur i poolen og en dejlig warm up i Jevses have.


Smuttede ud til pladsen kl 16 og ind med Mikael.


På vej til Eos kom vi lige forbi Brazil, hvor Stryhn gav to jubilæumsøl fra Spybrew. Det var dobbeltbocks, så… ja… De var stærke i varmen og efter opvarmningen hos Jesper. Mikael og jeg fortsatte til Eos og mødtes med Jesper, Jeppe, Ditte, Pelle og Martin.
Iceage, 17.00, Eos
Startede med Iceage. Det var en smule kedeligt, men det er mest pga attituden og musikken. Det er ikke en festlig koncert at starte med. Stod med stort set alle de andre og drak dobbelbocken og efter det kan jeg stort set ikke huske hvad vi så gjorde, men jeg fik at vide vi gik til Lagune hvor de andre skulle se Annie and the Caldwells, og derfra gik jeg hurtigt helt over til Arena for at mødes med Alexander og Alfred.

Vi fik noget pizza og en øl og gik derpå til…
Wolf Alice, Orange, 19.30
Alexander og Fisk ville ikke høre det, så de gik for at mødes med Frida (storesøster). Jeg mødtes så med Pia og Nick og hørte koncerten. Rikke var der også og strøede glittermakeup ud over alle. Det var så fint. Koncerten var rimelig god. Fed musik, men jeg var ret fuld.

The Sophs, 21.00, Fauna
Jeg endte ved det amerikanske band Sophs. Det var ret god indierock og rimeligt fedt.

The Cure, 22.00, Orange
Helt foran i højre pit med pitarmbåndet og Lau, som havde fået mit andet. Overraskende nok startede de med “Plainsong” og ikke “Alone”. Lidt ærgerligt, for jeg synes bedst om “Alone”. Det var et klassisk Cure-sæt med stenede sange og ikke meget interaktion, hvor de i encoren livede op og spillede en mass ældre hit. Isæt hitparaden fra “Lullaby” til “Boys Don’t Cry” (undtaget “Wrong Number”) var en fest.


Jesper og Sarah kom også ind i pitten til os eftersom der åbenbart var åbnet for at tomme pladser kunne genopfyldes. Det var lidt mystisk, for det var ikke den kutyme, som blev sat på den andre koncerter foran Orange. Der SKULLE man have armbånd på for at kunne komme ind – latterligt.
Efter koncerten ville jeg over at mødes med Alexander, men han var i fuld gang med Esdee Kid på Arena med Fisker, så jeg satte mig over ved Mikkellerbaren og ventede. Var derovre omkring 00.45, hvor koncerten allerede var slut. Lige inden næste koncert med ¥ØU$UK€ ¥UK1MAT$U kom Alexander ud efter en powerbank, jeg havde medbragt og så bare hurtigt ind igen til ravet, inden det begyndte.
¥ØU$UK€ ¥UK1MAT$U, 01.30, Arena
Jeg fandt alene vej ind i pitten med to øl i hånden – den ene var tiltænkt Jesper, som ville komme, men dog var forsinket, så jeg drak dem begge mens jeg hørte på japaneren rave den igennem. Det var meget energisk og faktisk ret fedt DJ set. Ikke sådan klassisk med vilde drops, men fantasifuldt og muligvis med sange han selv havde lavet. Jeg kendte i hvert fald ingenting. Jeg forlod dog pitten omkring 02.00 og bevægede mig hjemad med et pitstop hos Burger King, selvom det er længere væk end McD, men det var bare fordi den allerede lukker kl. 01.
Torsdag
Det var en våd start på dagen med regnbyer hele vejen fra jeg stod op ved 11.30-tiden og frem til vi gik på pladsen ved 17-tiden. Derfor missede vi alle de gode navne, vi skulle have hørt fra morgenstunden: Adrian Quesada (13), Guldimund (14.30), Jalen Ngonda (15) og Malk de koijn (16).
Vi var dog OK friske så snart vi fik lidt alkohol indenbords og i dag åbnede vi Laus 2. øl, som var en IPA.


Nåede først ud på pladsen ved 17.30-tiden og startede vist med noget Little Simz, men gik over til Jacobsenbaren

og mødtes med Christian og Lise. Christian havde endagsbillet til festivalen, så der var masser at fejre. Vi fik vist en øl og gik over til…
Ecca Vandal, 18.30, Lagune,
Ecca Vandal var noget rap, men også noget Shakira og Electric Callboy.

Det var all over og Jevse og jeg gik derfor kl. 18.54 over mod Arena og i Mikkellerbar, hvorfra vi kunne høre…
Ethel Cain, 19.00, Arena.
Hun er meget inderlig i sin musik, men også lidt for kedelig. Det store ved hende er hendes historie som transperson opvokset i mormonhjem eller sådan noget, og det giver stærk genkendelse hos dem, som kan identificere sig med hendes historie. Det kan jeg ikke helt.
Til gengæld så Jesper og jeg verdens mindste person, som ikke er en dværg. Hun var ikke mere end 120 cm max. Vi kaldte hende Umpalumpa.
Efter kort tid kom Christian og hans slæng, så vi drak lidt mere øl.

Så jeg mener vi blev hængende i baren frem til 21.30 tiden hvorefter vi gik mod Orange for at se…
Gorillaz, 22.00, Orange
Jeg må indrømme, at det ikke er meget jeg decideret husker fra koncerten andet end, at de spillede både “Orange County” som er mit nye yndlingsnummer, og så “Feel Good Inc.”

I starten var vi Christian, slæng og Pelle. Senere kom Lau, Jevse og sikkert et par mere. Jeg husker koncerten som rigtig god, så jeg kan ikke udsætte noget på den og jeg var i godt humør.
Kneecap, 00.00, Arena
Bagefter ville jeg gerne have hørt Lykke Li, men det var for tæt på at Kneecap gik på, så vi gik over til Arena og hørte dem, som jeg husker det, ved Mikkellerbaren – eller i hvert fald udenfor teltet. På et tidspunkt, ville jeg have os ind i pit, men køen rykkede sig ikke rigtigt, så vi gik vist tilbage ind i baren.
Der var fint gang i musikken, men man forstår jo ikke en pind og numrene lyder som hinanden, så de er ikke mit nye yndlingsband. Desværre var det den eneste mulighed for at komme i moshpit for mig til denne festival, og den chance missede jeg stort.
Efter at have sagt farvel til Christian, Vilhelm og Pia gik Jesper og jeg over forbi orange for kort at evaluere Tobias Rahim. En festlig koncert, men vi var færdige og havde ikke humør til at høre det lallede popmusik, han spytter ud over scenen. Han havde Birthe Kjær med efter sigende.
Jesper og jeg skiltes, da jeg ville til Burger King og have Gourmet BMO, som er en dejlig burger lige at snuppe på vejen hjem fra en tur i hegnet.
Fredag
Svenskerdag! Folk var helt færdige denne morgen i Camp Jernbanegade. Det var mig, som stod op først, og det var først kl. 11.45. Jeg fik overtalt Jesper til en tur i poolen, selvom den var 19 grader og vejret var 16 eller sådan noget. Det var dog ret forfriskende. Sarah lavede morgenmad af gårsdagens rester og frisk frugt.

Dagen var musikalsk et totalt lavmål for festivalen med kun 2 bands, vi ville høre: The Savage Rose og David Byrne. Savage Rose spillede kl. 15, så det var alt for tidligt at smutte derud. Vi skulle nemlig både drikke min session IPA, Second Wind og afholde årets musikjeopardy-quiz. Det gjorde vi omkring kl. 13 og selvom vejret var koldt og blæsende, var der fortsat en god stemning i lejren. Især kategorien “sixseven” blev godt modtaget.
Ved 17-tiden smuttede vi derudad, da Sarah og Lau gerne ville se…
Sierra Ferrell, 17.30, Arena
Der var ikke proppet, så det var enkelt at komme ind i pitten til koncerten. Der stod jeg så med Jesper, Lau og Sarah og rockede til en omgang country indtil det blev for kedeligt, og jeg smuttede vistnok afsted sammen med Pelle over til…
Smerz, 18.00, Lagune
Der var simpelthen AAALLT for mange mennesker til denne koncert. Jeg tænker det er konsekvensen af, at der ikke var noget særligt godt resten af dagen udover David Byrne, så når der er et band, som man bare er en my interesseret i, så flokkes alle derhen. Det var ikke hyggeligt derovre, fordi der var så presset, men også fordi vejret var pissekoldt og blæsende, så vi hørte et enkelt nummer, og så gik jeg alene rundt og foran orange lige inden…
Addison Rae, 19.00, Orange
Inden hun gik på mødte jeg tilfældigvis Kristian fra GoPublic, som jeg faldt i snak med. Jeg mødte også Kim fra SBi så vi fik også lige vendt gamle dage. Addison begyndte at spille i baggrunden, og det var frygteligt. TikTok-musik af værste skuffe spillet som playback med lipsync. Kan ikke forstå disse bookinger. Jeg tog afsked og smuttede over mod Mikkellerbar igen.
Der stod jeg så alene lidt inden Martin dukkede op, og vi fik os en sludder over en øl. De andre var i Gutterbaren ved Fauna.
Omkring kl. 20 mødtes vi alle sammen til højre for handicap til…
David Byrne, 20.30, Arena
Fan-tas-tisk koncert. Den var alt det, som han også gjorde i 2018, men denne gang var jeg forberedt på sangene og havde også forelsket mig i en del mere Talking Heads-sange, så den slog mig meget bedre end sidste gang.
Har desværre ingen fotos derfra, men Sarah lagde noget op på Insta, som indeholder video fra koncerten: https://www.instagram.com/p/DabI9x0jEJ5s4FXMzAfDKdaii3sNnVGjUBiFlk0/?img_index=1
Herefter gik det ned ad bakke for resten af aftenen. Martin gik hjem fordi han indså Roskilde musikalske nederlag resten af dagen.
Vi andre gik over til…
Jennie, 22.00, Orange
…i håbet om, at der var noget ved K-popstjernen. Det var der ikke. Altså fint sceneshow, men altså: der er intet band, intet er live, stageprecence består af seksualiseret fremtoning af kvindekroppe (det er jo meget fint) og det kan ikke oppebære min interesse til en koncert. Vi blev der til knap kl. 23, hvorefter Jesper også opgav aftenen og gik hjem i seng. Lau, Sarah og jeg var mere vedholdende og gik over til…
Oklou, 23.00, Eos
Fransk rapartist med følelser. Der var igen alt for mange til denne koncert, så vi var ved at forlade stedet, da to liggestole åbenbarede sig foran To Øl-baren. Vi lagde os ned og snakkede og drak nogle øller. Det var en superhyggelig afslutning på aftenen og man nåede lige at høre lidt af musikken, som var ret stenet i starten og tog fart henimod slutningen. Vi hang ud frem til 00.45, hvorefter vi fulgtes ad over mod…
Aphaca, 01.00, Orange
Vi ville gerne i pit for at fornemme mere af koncerten, for der var ingen tvivl om, at det sang på sidste vers for vores fysiske formåen. Efter de første to numre fik Sarah overtalt nogle af dem, som forlod pitten til at overdrage deres armbånd til os, så vi endte med at komme ind og se Danmarks næste mammutpopband. Jeg holdte kun til omkring tre numre. Aphaca spillede fint og de havde virkelig sat kul på deres sceneshow og givet det en rigtig rockvibe og sat strøm til den akustiske guitar. Desværre er deres musikalske niveau ikke højt nok – deres sange mangler simpelthen kvalitet nok til at bære en koncert på orange. Omkring 01.20 meldte jeg pas og tog hjemad mens jeg kunne synge med på “Hjertet på gaden” på vejen ud mod cykelparkeringen. Cyklede ind til Roskilde St. og købte en dejlig kebab at falde i søvn på.
Lørdag
Sov virkeligt dårligt i løbet af natten. Vågnede mange gange, da jeg var bange for at sove over mig. Vækkeuret ringede 08.30, så jeg kunne være klar til at taget toget lidt over 10 mod Korsør, da jeg skulle til Sigurds kandidatfest i Odense. Derfor var jeg helt smadret og kvalm, da jeg stod op. Og det fortsatte hele vejen i toget og blev først bedre, da jeg fik noget at spise til festen.

Det var en god fest og virkelig gode kager til buffeten til sidst. Vi blev der til omkring kl. 18, hvorefter vi kørte helt til Roskilde, hvor jeg blev sat af og Pernille, Nora og Augusta kørte hjem.
Ude på pladsen gik jeg over til Jesper, Lau og Sarah, der var i pit til…
Liniker, 19.30, Arena
Brasiliansk queer, men sambainspirerede pop-sange på portugisisk. Meget festligt, men ikke så catchy. Vi samlede Brian op på vej ud af pitten og gik over mod orange til…
Lily Allen, 20.45, Orange
Hun havde sat scenen til at lave singback i noget der skulle ligne hendes stue. Hun spillede teater og sang om hendes fordærdelige break-up med sin ex. En bunke helt vildt kedelige sange. Heldigvis dukkede Nick og Pia op. Vi drak en øl og forlod den kedelige koncert til fordel for vinbaren ovre ved Fauna.
Derovre spillede Albertslund Terrorkorps. Et musikalsk sammensurium af kaotisk hiphop og metal. Det var ligemeget, for Nick og jeg pendlede over til Herslevbaren og købte nogle IPA så vi kunne nurse den gode stemning, som de andre nød ved at drikke cava. Det var sjovt og hyggeligt.
Zara Larsson, 23.15, Orange
Lidt i 23 gik vi over mod pælen for at se den afsluttende koncert på orange. Der var, ganske som forventet, fuldstændigt proppet foran scenen allerede nu, men vi kæmpede os hen til pælen, hvor der faktisk var mere plads end ude i siderne – så tro på det, når der er mange mennesker.
Hun startede koncerten med at spille “Natteravn” af Rasmus Seebach, og det satte virkelig gang i stemningen, især da det viste sig, at han stod nede i pitten for at se koncerten.
Startede med “Midnight Sun” ?. Fedt, for så kunne jeg tage en video til Nora og Augusta, der gerne ville have set hende. Derefter var det meget fint show, men nogle lallende popsange uden rigtig kvalitet, så Lau, Mikael, Jesper og jeg forlod koncerten omkring midnat for at gå til Zar Paulo.
Zar Paulo, 00.45, Arena
Fik den sidste øl i Mikkellerbaren og så ind i pitten. Jesper var meget tydelig omkring sin omvendte entusiasme for bandet, men hele ugen havde han sporadisk brudt ud i “Telefonperson”, når bandet blev omtalt som afslutningskoncerten. Heldigvis blev det nummer leveret som nummer fire.
Jeg synes de leverede en ret god koncert med de fire numre jeg nåede at se, inden jeg måtte trække stikket og sige tak for i år.
