Det synes jeg er lidt underligt, men Føljeton har lavet lidt research og kommer her med en rimelig god forklaring.
Fra føljetons nyhedsbrev 3. nov. 2022
Blå-lilla blok vandt faktisk valget med 68.209 stemmer. Væsentligt flere vælgere satte således kryds ved et af de seks borgerlige partier og Moderaterne, end der var folk, som stemte på de partier, der nu peger på Mette Frederiksen som fortsat statsminister: I alt fik de blå-lilla 1.798.690 stemmer mod 1.699.895 til de rød-grønne. Hov, er det ikke flertallet, som bestemmer her i Danmark? Nej, ikke helt, for et snirklet valgsystem er endt med at give Mette Frederiksen en teknisk sejr, der ret beset har karakter af en skrivebordssejr, som ikke desto mindre er en reel sejr målt i mandater. Status er, at de rød-grønne partier (Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet) tilsammen har fået tildelt 87 mandater, hvortil kommer de tre ekstra nordatlantiske (Siumut, Inuit Ataqatigiit og Javnaðarflokkurin), som akkurat summer sammen til de magiske 90 mandater.
Men den bagvedliggende fordeling er skæv i år, og i hvert fald ikke proportional med vælgernes stemmer. Baseret alene på afgivne stemmer skulle Socialdemokratiet normalt have haft ét mandat mindre – 49 i stedet for som nu 50 – og dermed ville mandatflertallet jo være tippet over til de blå-lilla partier. Men en aldrig tidligere bestemmelse i valglovens paragraf 77, stk. 3, har gjort udslaget. Mandater i Danmark fordeles som først 135 kredsmandater og dernæst 40 tillægsmandater. Normalt får partierne lidt færre kredsmandater, end deres samlede stemmetal på landsplan berettiger til, og tillægsmandaterne bruges derfor til at afbalancere, så partiernes mandattal ender med at passe til andelen af stemmer. Det kaldes et forholdstalsvalg. Men i år gik valgmatematikken ikke op som sædvanlig, da Socialdemokratiet som det suverænt største parti i de fleste valgkredse, fik tildelt et kredsmandat for meget. Ganske enkelt fordi Socialdemokratiet var størst, og dermed fik en fordel af den matematiske mandatbrøk, D’Hondts divisor, som antallet af folketingsmedlemmer fordeles efter. Metoden er opkaldt efter den belgiske jurist Victor D’Hondt, og som det ofte er sket ved kommunalvalg, rummer fordelingsnøglen en tendens til at favorisere større partier. Eksempelvis har De Konservative nydt godt af D’Hondts divisor i en kommune som Frederiksberg, hvor partiet tidligere dominerede. Til Folketingsvalg har ét parti imidlertid ikke tidligere været så meget større end andre. Umiddelbart kunne man måske også tro, at partier, der får ét kredsmandat for meget, ville skulle afgive det straks igen i forbindelse med fordelingen af tillægsmandater. Altså ligesom et parti, der får ét kredsmandat for lidt, vil blive kompenseret med et tillægsmandat. Men nej, sådan er reglerne ikke. Ifølge valglovens paragraf 77, stk. 3, er fordelingen af kredsmandater bindende, og derfor får Socialdemokratiet nu lov til at beholde sit ekstra mandat, som der ganske vist ikke er stemmer nok til, men som Indenrigsministeriet har juridisk grundlag for at kunne tildele til regeringspartiet. Derudover har flere borgerlige politikere også brokket sig over, at fordelingen af nordatlantiske mandater giver en teknisk fordel til den rød-grønne blok. Og rigtigt er det da, at de to mandater fra Grønland dels er baseret på færre stemmer end to typiske mandater i Danmark, og dels falder fast til den socialdemokratiske statsministerkandidat, da Siumut og Inuit Ataqatigiit er de klart største partier i Grønland. Hvis man teoretisk forestiller sig, at vælgerne i Grønland stemte som i Danmark og på Færøerne, altså med cirka halvdelen til rød og blå, ville mandatbalancen også være tippet i Folketinget. Udover det ekstra socialdemokratiske mandat, får rød blok altså også systematisk et ekstra mandat i Grønland, og det har samlet set afgjort valget.
De Konservatives monumentalt tabende formand Søren Pape Poulsen – der tidligere markerede sig i valgkampen ved at kalde Grønland for “Afrika på is“ – har igen været ude med en udtalelse: “Det er da tankevækkende, at danskerne har sagt, at de vil have mulighed for at få en anden statsminister. Det må Nordatlanten gøre op med sig selv, om de vil afgøre, hvem der skal være statsminister i Danmark.“ Frem for blot at klynke i offentligheden, tog Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen affære bag kulisserne. Natten til onsdag ringede han direkte til det genvalgte folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit: “Det var efter, at resultatet lå klar,“ siger hun til Ritzau, og fortæller samtidig, at hun ikke lod sig lokke. Når det gælder de nordatlantiske mandater, er der demokratisk set ikke så meget at komme efter. De svarer sådan set bare til, at bornholmerne også sender to mandater i Folketinget, også kaldet de “vestbaltiske mandater“, med færre stemmer bag end i resten af landet. At Lars Løkke forsøger at lave en studehandel i sidste sekund, er heller ikke uventet. Til gengæld rejser D’Hondts divisor reelle spørgsmål. Demokratisk set er det problematisk, at det ikke er andelen af faktiske stemmer, som afgør fordelingen af mandater i Folketinget. Hvis man skulle være i tvivl om principper, kan man som tankeeksperiment forsøge at vende regnestykket om: Hvis man har stemt på ét af de rød-grønne partier, og den samlede blok havde fået flest stemmer, men det alligevel var endt med en borgerlig statsminister, ville de fleste nok være forargede. Det bizarre udfald kan meget vel ende med at blive et yderligere argument for Mette Frederiksen til at danne en bred regering hen over midten. For kendsgerningen er, at en ny socialdemokratisk regering, der alene baserer sig på SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet ikke længere vil have et flertal af vælgerne bag sig.